Unge kvinder strømmer til selvforsvarstræning som aldrig før. De vil lære at forstå volden, så de kan stoppe den i tide
Af Andreas Bülow Hansen
Fire grønne, to orange og fem gule. Sådan er fordelingen af de bælter, som de unge piger bærer uden på deres hvide kampdragter. En lind strøm af mennesker bevæger sig ud af omklædningsrummet og der tales lystigt i gymnastiksalen på Hartmannsvej i Hellerup.
Pigerne bærer blå skumgummi-madrasser ind på gulvet. Kort efter har de taget opstilling på række og instruktørerne og klubbens formand indfinder sig. Dagens træning kan begynde.
Vold er tabu
Det er ikke kun på Hartmannsvej, at gymnastiksalen fyldes med kvinder. Overalt i landet opleves samme tendens. Tal fra Dansk Idrætsforbund viser at sportsgrene som Karate, Ju-jitsu og kategorien øvrige kampsporter samlet fik en vækst på 814 nye kvindelige udøvere fra 2014 til 2015.
Denne aften i Hellerup træner pigerne Ju-Jitsu. Det er en metode til nærkamp udviklet af samuraierne i Japan i det 19. århundrede. Den adskiller sig fra traditionelle kampsporter som karate eller taekwondo ved ikke at handle om konkurrence efter et pointsystem, men derimod om at beskytte sig mod bevæbnede eller ubevæbnede fjender.
Gentofte Selvforsvarsklub blev stiftet i 1978 af formanden, Jens Agger. Han har dyrket Ju-jitsu i over 50 år og er ikke i tvivl om hvorfor mange unge piger melder sig på holdet:
”Vold er jo et tabu i dagens samfund. Unge piger der krænkes tror, at det er normalt. Også dem der er i et forhold og presses til fx en tidlig seksuel debut. De ser ikke tvangen. Ingen taler om det,” konstaterer Jens Agger og spejder ud mod forsamlingen, hvor der nu har indfundet sig en enkelt mandelig deltager. Resten er kvinder.
Det handler om signaler
En pige med hestehale kaster sig ned på gulvet, tager fra med strakt arm og ruller forlæns. Hun har grønt bælte, en af mellemgraderne i Ju-jitsuens verden, og er ved at træne flyvefald.
Formålet er at undvige modstanderens slag lynhurtigt og bruge den udstrakte arm til at beskytte kroppens ædlere dele. Så kan man nemlig overraske modstanderen – eller nå at stikke af.
Lige netop en undvigelse fra et slagsmål er et mål i sig selv:
”Her lærer vi også at forstå de faresignaler som går forud for vold. Det bedste forsvar er jo det, som aldrig finder sted, fordi man har undgået slagsmålet,” siger Astrid Halberg Binnerup.
Hun er 17 år og går til dagligt i gymnasiet i 2.g. Som hos andre af hendes holdkammerater var det ønsket om større tryghed som fik hende til at trække i den hvide kampdragt:
”Vi lærer at forstå volden, men også det at jeg kan gøre noget. At jeg kan reagere i den type situationer. Det gør at jeg hviler bedre i mig selv nu”.
Fuld kropskontakt – og mere selvtillid
”De fleste af jer begår den samme fejl...” Christine Hartmann, instruktør med sort bælte, klapper pludselig i hænderne og deltagerne stopper deres øvelse. ”I skal have fuldstændig kropskontakt med jeres modstander. Ellers kan I ikke opnå kontrol, når I skal kaste ham forlæns”.
Hun tager fat i en mandlig instruktør, sætter hånden ind under hans arme og kaster ham over sin egen skulder. Det giver et bump, da han rammer den blå skummadras.
Sådan udføres en Ippon-seoi-nage, en af de mest anvendte teknikker i Ju-jitsu. Det ser let ud, men kræver ifølge klubformand Jens Agger årevis af træning at perfektionere. Det vigtigste er dog, at man forsvarer sig selv, ud fra det man kan:
”Hvis du slås på voldsmandens vilkår har du tabt. Der er et enormt psykologisk element i det her. Det handler ikke om bare at give nogen et par på skrinet. Det vigtigste er, at du ved, at du kan løse problemerne selv, med det du kan.”
Det er Astrid Halberg Binnerup enig i. Efter at have trænet selvforsvar i tre og et halvt år føler hun sig langt mere selvsikker. ”Jeg er nok blevet lidt mindre genert og mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Det har gjort, at jeg i højere grad tør være mig selv”.
Comments